Vores historie

Tryk her for at komme tilbage til Tvillinge siden

Ja det er jo noget siden vi sidst har fortalt om vores fortidligt fødte børn. Tvillingerne Max og Oliver og deres storesøster Alberte. Vi omtaler dem i øvrigt aldrig som drengene eller tvillingerne i det daglige, men altid ved deres navn. Her den 18. februar. fylder Max og Oliver seks år og vi skal ikke glemme deres storesøster Alberte som bliver 9 år den 28. maj. Alberte har betalt en stor pris i løbet af Max og Olivers første leve år, grundet den meget tid vi har brugt på dem.
Vi forældre, Charlotte og Johnny er stadig gift :-))) og vil forsat være det. Grunden til hvorfor jeg skriver dette, er fordi det har været nogle hårde år, som ikke alle par til fortidligt fødte børn eller tvillinger kommer igennem sammen. Fordi det følelsesmæssigt er svært at være forældre til de fortidligt fødte børn. Man ikke ved om alt er som det skal være og det var det så heller ikke for os. Da Max var omkring 2 år synes vi ikke at han var som andre børn, han var meget pylret og græd meget, men vi fik ikke nogen forståelse fra deres vuggestue. Vi fik gang på gang af vide, at han er som alle andre børn. Men som forældre kender vi jo vores børn bedre end nogen andre.

Max og Oliver startede i børnehave da de er 3½år gamle, Max var forsat meget sart, Oliver var næsten modsat, meget hysterisk og meget opmærksomheds krævende. Jeg kunne ikke holde til det som mor, at sende dem af sted hver morgen og de var meget ulykkelige, de sov dårligt om natten og Oliver havde en del mareridt, han skreg og græd og vi kunne ikke få kontakt med ham. Det var hårdt og jeg var selv ulykkelig fordi der var noget galt.

Jeg havde i over et år gået og tænk på at holde børneorlov!!! og da vi kom til slutningen af 2000, så blev vi enige om at gøre det. De nåede lige at holde deres 4 års fødselsdag i børnehave og så tog vi dem ud af børnehaven i et år. Det har været guld vær og jeg følte at det var min barsel nr. 2!!

Forstået på den måde, at det første år da jeg gik hjemme sammen med dem, var hårdt arbejde som en samlebånds fabrik, mad, amme, ble og forfra igen og igen. Storesøster som ikke var så gammel dengang, kun 2½ år, skulle jo også have opmærksomhed og det var der ikke meget tid til. Men her anden omgang var de blevet langt mere selvhjulpen og vi kunne nyde hinanden og være sammen. Ud over det kunne Alberte komme tidligt hjem fra skole, så hun ikke skulle være af sted fra 8 morgen til 17om aftenen. Max blev først renlig da han var 4½, imens Oliver var 3. De savnede ikke deres gamle børnehave, de blev mere rolige og kom i harmoni med sig selv og hele familien fik ro på sig.

Vi fik også i det år hjælp til at bearbejde vores fortidlige fødsler, for det er noget som sidder dybt inde i en. Man er som forældre til de her børn, meget forsigtige og bekymrede og det smitter af på børnene. Man kommer så ind i en ond cirkel, hvor vi som forældre havde svært ved at læse vores børn, men via hjælpen fik vi stille og roligt arbejdet os ud af denne cirkel. Vi fik også bekræftet min store bekymring omkring Max. Max lider af senfølger af fortidlig fødsel, han er ikke sin alder moden med hensyn til sit sprog og han er stadig lille og klejn. Men han udvikler sig stille og roligt fordi vi har lært hvordan vi skal tackle ham og ikke mindst de to andre børn. Olivers adfærd skyldes, at han ikke fik samme opmærksomhed som Max da de var mindre. Max krævede meget af os og ikke mindst af mor, jeg blev helt suget tom for kræfter og bekymringen steg.

Max fik en talepædagog imens vi gik hjemme og vi skulle også finde ud af det deres videre forløb med børnene og det var ikke helt nemt. De går nu begge to i børnehave igen og Max går på et sproghold i 10 timer om ugen. Han kunne ikke forstå hvorfor han skulle det, men vi har sagt at det er for at hjælpe ham og han har efterhånden accepteret det. De er 3 drenge på sprogholdet hvor de bliver undervist af en pædagog og alle arbejder meget koncentreret. En gang om ugen kommer der er en talepædagog hos dem. Selve sprogholdet foregår i samme hus som børnehaven de går i. De kan gå op på første sal og få ro og fred. Pædagogerne er fantastiske i børnehaven, de har forståelse og de var meget hurtige til at læse begge drenge. Max har ikke den store tro på sig selv og når der bliver stillet krav til ham går han i baglås, han har simpelthen manglende selvtillid og selvværd, Men det arbejder sprogholdet og pædagogerne med. Til gengæld er han meget social anlagt, glad og har mange venner i børnehaven. Oliver er ikke så social som Max, men han er så på andre punkter med i sin udvikling, han er fysisk en del større end Max, der er 3 kg og 6 cm forskel på dem. Max og Oliver går ikke på samme stue i børnehaven og det er helt bevidst valg.

Vi har besluttet at de ikke skal i skole her til sommer hvor de så ville være 6½ år. Vi venter på at Max bliver mere klar. Oliver kunne godt, men vi synes at han skal kunne begå sig bedre socialt, så på det plan skal også han modnes. Max skal have selvtillid og selvværd, før han skal i skole og vi synes de skal være samme årgang. Vi mener det kan skabe meget splid i mellem dem, hvis vi deler dem ud på hver sin årgang. Oliver har dog spurgt om hvorfor han ikke skal i skole, hvor jeg har fortalt at det er fordi han skal lege lidt mere.

Alberte går nu i år 2003, i 2 klasse og hun klarer sig fagligt godt. Hun er nu helt med i sin udvikling, men hun har haft det lidt svært socialt. Specielt i børnehaveklassen og 1 klasse, hvor hun sad meget hos de voksne i SFO tiden. Det var de lidt bekymrede for, men det er ikke unormalt for fortidligt fødte børn. De har brug for meget mere kropskontakt og kan have det svært i store grupper. Jeg var selv meget ked af, at hun ikke rigtigt legede med andre børn, men lige pludselig fandt hun sammen med to andre piger. Der blev så også meget splid og uro fordi Alberte hurtigt blev jaloux, hvis den ene ikke ville lege med hende, hun var bange for at miste. Hun har et voldsomt medfødt temperament, som hun er ved at lærer at styre, men det har været svært for hende, men det går fremad. Hun er stadig ikke meget for store grupper af mennesker. Hun vil helst lige hjem fra skole og hun er ikke så glad for SFO'en.

Jeg tog endnu et års orlov her da Max og Oliver startede i børnehave igen i april 2002. Fordi Max havde brug for korte dage i børnehaven og vi fandt det bedst med, at jeg så var der. Nu kan han bedre klare længere dage, han elsker sin børnehave og han er glad for de voksne og som de er for ham :-))) Men det tog også 6 mdr. før han kunne klare de længere dage. Han er stadig meget følsom og hvis der sker noget nyt, f.eks. som her ved juletid, hvor de skulle lave mange nye ting har han det ikke godt følelsesmæssigt. Han skal også lære at der bliver stillet krav, og at de i fælles skab skal lave noget sammen. Max og Oliver startede med at gå til fodbold her i sommeren 2002. Oliver har siden han kunne, leget med bolde, det har Max ikke. Han er mere til at tegne og bygge med klodser, men han ville også prøve at gå til fodbold. Jeg gik til træning to gange om ugen og var med til kampe ind imellem. Max ville ikke rigtig mere og han spurgte flere gange Oliver, om han også ville stoppe hvis han gjorde. Men det ville Oliver ikke, så Max hang på. Jeg sagde til Max at det var OK hvis han ikke ville mere, men han forsatte. Da de så skulle til at spille indendørs, så ville Max ikke mere. Som han har sagt til mig, "mor nu har jeg prøvet" og ja det er OK. Oliver spiller endnu, vi presser ham ikke, men han kan lide det. Vi håber det kan udvikle ham socialt at skulle være sammen om noget med andre og give ham en masse selvtillid, at han får andre venner uden for børnehaven. Han for fuld opbakning og jeg er så stolt af ham. Han har det så godt på fodboldbanen, det styrker ham meget og ikke mindst hans motorik. Oliver er normalt tågænger, men ikke særligt meget på banen. Han er normalt lidt fumle / tumle og falder tit, så vi håber at fodbolden kan hjælpe ham på rette vej.

Kærligst Charlotte.

Tryk her for at komme tilbage til Tvillinge siden